Kirstine Nyboe er egentlig et pseudonym, men jeg har ”tyvstjålet” navnet fra min familie, nemlig min elskede mormor. For over 38 år siden sad jeg hjemme i hendes lejlighed og skrev på hendes gamle skrivemaskine (med blå skrift), jeg var ikke engang kommet i puberteten, men ønsket om at udtrykke mig, var stort. Alle mennesker gennemgår forskellige situationer/problemer, børn som voksne, og jeg skrev om livet som barn. Da min mormor læste det skrevne, spurgte hun, om jeg selv havde fundet på historien, og ja det havde jeg. Hun opfordrede mig til at blive forfatter. Dér startede drømmen. Desværre døde hun, inden jeg kunne blive færdig med historien, og den blev glemt.

Da jeg blev 17 år gammel, begyndte jeg at skrive igen, også denne gang på en skrivemaskine. Desværre kom sygdom i vejen, og papirerne, der var skrevet, forsvandt, men historien er IKKE glemt, og den bliver skrevet i nær fremtid.

Under sygdomsforløbet fik jeg lagt mit horoskop professionelt, og der stod søreme, at jeg skulle søge efter en karriere som forfatter, journalist eller historiker. Alle tre uddannelser/fremtidsdrømme havde jeg rent faktisk dengang.

Hvorfor genoptog jeg ikke skriveriet dengang?

Fordi forskellige omstændigheder gjorde, at jeg fik en helt anden uddannelse.

I 2011,, skete der noget i mine private forhold, der gjorde det muligt, at genoptage drømmen om at blive forfatter, og der er jeg nu, og med mange historier og ideer udviklet igennem 38 år. Just wait and see.

Min første solobog er nu færdig og udgivet den 14. maj 2018, men jeg arbejder på højtryk på flere udgivelser.

www.kirstinenyboe.com vil efterhånden blive opdateret, så kig gerne ind igen.